Christina Rosendahl: ”Man har brug for nogen at spejle sig i!”

Instruktør Christina Rosendahl spillefilmdebuterede med Supervoksen (2006) om tre piger, der udforsker grænselandet mellem barn og voksen, og har senest lavet dokumentarfilmen VOLD – I kærlighedens navn (2017) om kvindekrisecenteret Danner. Hun har haft forbilleder i kvinder med et stærkt og originalt filmsprog. Rollemodeller er nødvendige og handler ikke kun om køn, mener hun. Det er ligeså vigtigt at se personlige visioner forløst.

Share

Hvem er dine kvindelige forbilleder i dansk filmhistorie?

Det er lidt interessant, at det er svært for mig at finde nogen. Altså der er selvfølgelig flere nutidige, men ikke sådan nogle lysende filmhistoriske forbilleder.

Hvad med for eksempel Bodil Ipsen og Alice O’Fredericks?

Dem har jeg selvfølgelig hørt om, men det er ikke nogen, jeg sådan har dyrket. Mit første store møde var med skuespillerinden Asta Nielsen. Det var i 1990’erne, da jeg gik på Film- og Medievidenskab og endnu ikke havde fundet ud af, at jeg skulle lave film. Vi sad hver uge ude i biografen på Christianshavn, hvor Filmskolen lå, og så filmhistorien helt forfra. Birth of a Nation (1914), og så videre. Asta Nielsen var ret markant i Afgrunden (1910). Hun var noget særligt. Enormt sensuel, bevidst og grådig.

Hvad med mere internationale navne?

Leni Riefenstahl har betydet meget for mig, og hende har jeg rigtig dyrket. Hun blev nærmest en besættelse for mig.

Hvad var det fascinerede ved hende?

Hun rager jo op, fordi hun er så radikal og sindssygt filmisk begavet. Hun havde den mest vilde magt og adgang til en kæmpe pengekasse. Hun fik nogle muligheder og brugte dem fuldstændig blindt – ansvarsløst vil nogen nok sige. Hun var meget grådig. Men hun har skabt nogle af de helt store værker, som stadig er inspirationskilder.

Det der med for eksempel at finde på i Triumph des Willens (1933) at filme Hitler fra en vinkel, så solen rammer hans hånd, når han vinker til folket og det ligner en guldstråle…

Og så er vi jo vant til at se portrætteringer af kvindekroppen, mens hun omvendt er meget begærlig i sin måde at portrættere mandekroppen på. Jeg husker sådan nogle fantastiske stillbilleder fra Olympia (1938), hvor nogle af atleterne sidder og damper af ved en skovsø efter træning.

Riefenstahl optog mig meget. Særligt en biografi af Audrey Salkeld, der påviste, at hun ofte lavede om på kronologien for at skabe narrative forløb, og som diskuterede hendes intention med det.

Er det, hvad du mener med, at hun havde magt. At hun konstruerer en virkelighed?

Ja, fordi hun skaber fortællingen og er ligeglad med virkeligheden. Altså, hun var jo ligeglad med, at nazisterne var i gang med at bygge koncentrationslejre, og så videre. Eller det gik under hendes radar, fordi hun var blindt optaget af at lave film.

Og så kunne hun realisere de vildeste ting. Jeg er fascineret af den der drengede teknik, det tekniknørdede: ”Vi skal have 38 kameraer ud og de skal følge løberne, og de skal være nede i vandet og oppe i luften.”

På den måde minder hun lidt om Lars von Trier. Det er samme innovative kraft i forhold til teknologi, hvor hun har været optaget af, hvor kameraet skulle være og hvad hun kunne gøre med det. På den måde er hun ikke en feminin filmskaber, hun er meget maskulin.

Kan du komme i tanker om andre kvindeforbilleder?

Maya Deren. Jeg er meget fascineret af hendes eksperimenterende filmsprog og den surrealistiske måde hun arbejder med underbevidstheden på via dans. På en personlig måde og for små midler. Det er jo sådan noget som et spejl, der er slået i stykker, en telefonledning og en gade og sådan noget.

Tror du det var nødvendigt for instruktører som Riefenstahl at gå ind på mændenes præmisser?

Jeg tror, at der var meget videre rammer for, hvad en mandlig autoritet kunne tillade sig og at når kvinder opførte sig på samme måde, blev de måske opfattet som skrappe. Jeg mærker det stadig tydeligt i dag, hvor der er nogle andre forventninger til, hvad kvinder skal kunne for at få de samme porte til at åbne sig som deres mandlige kolleger.

Hvad tænker du på?

For eksempel det her med, at vi er så få kvindelige instruktører og at vores budgetter er mindre. Vi bliver prøvet mere. Selv søgte jeg ind på filmskolen tre gange uden at komme ind. Og da jeg søgte ind på Super16, kom jeg heller ikke til den første samtale, før jeg ringede og sagde, at nu vil jeg ikke finde mig i det mere. For jeg kunne jo se, at flere af mine skønne, mandlige kolleger, som var på samme niveau som mig, kom ind i første eller andet hug.

I 1950’erne havde dansk film flere kvindelige instruktører end i dag. Hvad er gået galt?

Jeg tror, der er kommet flere gatekeepers. Altså Riefenstahl havde jo kun én gate, hun skulle igennem og fri passage. Det kan også godt være, at kvindebevægelsen i 1970’erne… det her med, at ting bliver defineret som noget kvinde-noget… i sig selv marginaliserer. Det tænker jeg også lidt i forhold til dette site. Det kan egentlig godt støde mig lidt, at det hedder ”Nordic Women in Film,” fordi det lugter lidt af, at man laver sådan et reservat, hvor dem der har lyst til at studere de her hunhjorte så kan gå hen. Men selvfølgelig kan der også være brug for at sætte lys på nogle kvindelige rollemodeller. Det er vigtigt.

Hvorfor?

Det betyder helt vildt meget. Måske ikke i forhold til filmsproget, som jo er det, jeg selv har været mest optaget af, men mere for at vise, at film faktisk er en karrievej for kvinder. Hvis man – som jeg – ikke er født ind i en familie, hvor det kunstneriske ligger lige for, har man brug for nogen at kunne spejle sig i for at kunne se, at dette her kunne være noget for mig. Jeg tror, det betyder meget for unge kvinder at kunne se det som en mulighed.

Men der er også det… vi er ligesom i enden af en tid, der blev sat i gang med Dogme og idéen om, at dansk film skulle professionaliseres ved, at den central akse omkring en film blev trianglen mellem producer, manuskriptforfatter og instruktør. Det har været godt med sådan et fokus på film som et samarbejde, og der er kommet film af høj kvalitet ud af det. Men prisen har været, at man har udvandet eneren, som skal bære en film ud fra sin egen personlige vision.

Forhåbentlig vender vi snart tilbage til, at systemet bærer auteuren frem. For i det lange løb har vi ikke glæde af, at film kun er professionelle. Det er ikke originalt nok.

Er der en særlig kvindelig måde at lave film på – eller en mandlig?

Det kan være en diskussion, om kvinder er mere til improvisation og undersøgelse og sådan. Det tror jeg ikke. Man laver sine film ud fra det menneske, man er, og en del af det er selvfølgelig at have en kønsidentitet, så den er altid med. Men det er alt muligt andet jo også.

Det er en del af en større snak om diversitet. Det er jo ikke nok at få en masse kvinder til at lave film og så sætte flueben ved ligestilling. Det handler dybest set ikke så meget om køn, men snarere om hvor megen mangfoldighed, der er i de filmfortællinger, vi laver. Hvor mange forskellige måder, vi kan fortælle på. Der er køn ét parameter, men der er også alle mulige andre.

For eksempel har den narrative film fyldt meget. Det her med, at en historie går fra a til b til c, båret af den naturlige historie. Det er som om, det i en lang periode har været den eneste slags film, man kan lave. Der er ikke ret mange non-narrative film. Der er ikke ret mange kvinder, der er ikke ret mange ældre og der er ikke ret mange af arbejderklassens drenge og piger, som laver film.

Det virker til, at der lige nu er grøde i vækstlaget og flere kvindelige instruktører på vej?

Ja. Man sidder og tænker lige nu ”uh, de er så unge og har så meget fat i deres egen nerve,” og lige om lidt møder de det der system, som har en helt særlig måde at operere på. Kan deres integritet overleve? Det tænker jeg meget over, og på hvordan jeg kan bakke dem op i, at de har ret til at være her.

Hvad er dit bedste råd til de spirende talenter?

De skal være vedholdende. Det har kvinder mere brug for at være end mænd, for de bliver prøvet hårdere. Og så skal de ikke blive forskrækkede over deres egen fandenivoldskhed. De skal huske på, at systemet er til for dem, ikke omvendt.

Mange ynder jo at kigge på konsulentsystemet og blive sure på konsulenten, men konsulenten er slet ikke problemet. Problemet er inde i hovedet på os alle sammen. De skal forstå, at der er sygelige mængder af konventioner, som bestemmer i denne her branche. At vi alle sammen er styret af nogle opfattelser af, hvad en rigtig filminstruktør og en rigtig historie er, og så videre. Derfor skal de unge piger have mod til at kræve. Og så skal de holde øje med, at deres lyst ikke forsvinder. For man kan altid mærke, om det er lysten, der driver værket, eller om man gør noget, fordi man tror, det er den rigtige måde at gøre det på.

Man skal ikke tænke så meget over tingene, men hele tiden sørge for at være drevet af lyst. Man skal ville det her, og hvis ikke man vil det, skal man slet ikke være i denne her branche.

Brian Petersen er ph.d. i filmvidenskab fra Københavns Universitet

Foto: Thomas Busk med tilladelse fra DFI

  • Author Brian Petersen

Search in: database or articles