Meta Louise Foldager Sørensen: Jeg vil gerne bestemme

Det er en myte, at man skal presses ud over sine grænser på arbejdspladsen for at præstere kreativt, mener producent Meta Louise Foldager Sørensen, der i sine to produktionsselskaber lægger vægt på at give sine medarbejdere tryghed og ordentlige forhold. Samme kampgejst, som hun benytter til at skabe kvalitetsfilm og en god forretning, lægger hun også for dagen i sit arbejde for ligestilling i sine firmaer, i filmbranchen og i samfundet.

Share

Det er en myte, at man skal presses ud over sine grænser på arbejdspladsen for at præstere kreativt, mener producent Meta Louise Foldager Sørensen, der i sine to produktionsselskaber lægger vægt på at give sine medarbejdere tryghed og ordentlige forhold. Samme kampgejst, som hun benytter til at skabe kvalitetsfilm og en god forretning, lægger hun også for dagen i sit arbejde for ligestilling i sine firmaer, i filmbranchen og i samfundet.

Man skal behandle sine medarbejdere ordentligt. Det mener producent Meta Louise Foldager Sørensen, der i sine to produktionsselskaber Meta Film og SAM Production vægter tryghed, trivsel og god frokost.

“Jeg prøver at gøre mine firmaer til et dejligt og trygt sted, hvor man får god mad og god behandling. Det er enormt vigtigt for mig. Jeg tror på, at hvis folk har det godt, så præsterer de godt. Min grundindstilling er, at man skal passe på folk,” siger hun.

Meta Louise Foldager Sørensen er en af Danmarks betydeligste producenter. Hun bragede igennem som ung producer med sin og Nikolaj Arcels debutspillefilm Kongekabale i 2004 og blev året efter ansat som Lars von Triers producer i Zentropa. Et job, hun forlod for at stifte sit eget produktionsselskab, Meta Film i 2010, der bl.a. har stået bag Samanou Sahlstrøms I dine hænder, Kasper Barfoeds Sommeren ’92 og Jonas Elmers Jeg er William. I 2014 skabte den innovative producent tilmed sit eget tv-produktionsselskab SAM Productions, der har bl.a. har produceret serierne Gidseltagningen og Mercur.

Som mangeårig feminist har hun bidraget flittigt til ligestillingsdebatten i dansk film og gjorde sig i efteråret bemærket ved at deltage i #MeToo-debatten og som en af ni kvinder fortælle om arbejdsmiljøet på Zentropa i en artikel i dagbladet Politiken, der gav genlyd i hele verden. Men forinden havde hun, længe før #MeToo-debatten gjorde det legitimt at tale om seksuelle krænkelser af filmarbejdere, fortalt ærligt om sine oplevelser på Zentropa i Anne Mette Lundtoftes bog Zentropia, der uden at vække speciel opsigt kom i 2013.
“Jeg tror, at alle – kvinder som mænd – der har været ansat på Zentropa, har været udsat for eller været vidne til krænkelser. Seksuelt betonede ubehageligheder, men også bare mobning eller ‘drillerier’. Det var en indgroet del af kulturen. Og det var der ingen, der lagde skjul på overhovedet,” sagde Foldager Sørensen til avisen i november.
Historien om producent Peter Aalbæks grænseoverskridende ledelsesstil, hvor han bl.a. uddelte smæk til de såkaldte småtter (praktikanter) på Zentropa, fik debatten om arbejdsmiljøet i den danske filmbranche til at blusse op.

“Småtteordningen, hvor man skal arbejde det første halve år gratis, var en af de aftaler, jeg var meget uenig med Peter om,” siger Meta Louise Foldager Sørensen. Hun mener i tråd med sin stik modsatte måde at drive firma på, at en hård behandling af praktikanter skræmmer de største talenter væk.

“Jeg havde fx aldrig selv fundet mig i forholdene på småtteordningen, og han må jo have syntes, jeg var dygtig, siden han ansatte mig til at være producer for Lars von Trier. Der er masser af gode folk, der har været igennem småtte-ordningerne, der synes, det har været fedt. Jeg tror bare ikke, at det er nødvendigt presse mennesker ud over deres personlige grænse på en arbejdsplads. Jo, måske hvis man skal i krig. Men det skal vi jo ikke. Vi skal heller ikke redde menneskeliv. Vi skal bare lave film. ”

Meta Louise Foldager Sørensen holder meget af at arbejde med sine praktikanter og vil gerne passe på dem, så de har det godt og udvikler sig.

“Når der kommer et ungt menneske og lægger seks måneder af sit liv i mine hænder i et praktikforløb, så skal man fandeme behandle det menneske ordentligt. Der er så meget energi i de unge mennesker, inden de bliver satte med familie og småbørn. Jeg havde selv sådan nogle år, hvor jeg knoklede røven ud af bukserne. De år er helt særlige og værdifulde.” Derfor er der mange unge mennesker på kontorerne i Meta Film og SAM. “Måske er det også derfor, vi også tiltrækker en del debuterende instruktører,” siger hun.

“Er det bare det at lave film?”

Selv vidste Foldager Sørensen tidligt, at hun ville arbejde med film. Som 17-årig – hun var startet tidligt i skole, fordi hun boede i Holland som barn – kontaktede hun Den Danske Filmskole for at søge ind på instruktørlinjen, men fik at vide, at hun var for ung og skulle vente, til hun var 23-25 år. “For mig var man døden nær, når man var 25,” siger hun. Så lang tid kunne hun umuligt vente og begyndte i stedet at læse Filmvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun blev uddannet cand.mag. i 1999. Sideløbende begyndte hun at producere. “Jeg fandt ud af, at jeg var bedre til at sætte folk i gang, end jeg var til at instruere. Jeg var mere en iværksætter,” siger hun.

En praktikplads på selskabet Zeitgeist Film blev til et job som producerassistent for ejeren Søren Juul Petersen, og senere blev Foldager Sørensen medejer af firmaet. Arbejdet blev hendes filmskole, hvor hun blev kastet ud i at lave regnskaber og cash flow-planer og lærte, hvilket stof man skal være gjort af som producer.

“Søren sagde, at som producer står man op hver morgen og banker sit hoved ind i væggen. Og der bliver man ved med, indtil der er hul. Det billede på gåpåmod er blevet mit.”

I 2000 blev hun assistent for direktør på Nimbus Film Bo Erhardt. Og i 2004 havde hun så premiere på sin første spillefilm som producer, Nikolaj Arcels politiske thriller Kongekabale, der blev kåret til årets film ved både Bodil- og Robert-uddelingen, solgte 550.000 billetter og etablerede Arcel som en førende figur i en ny genrefilmorienteret instruktørgeneration. Siden har hun produceret Arcels De fortabte sjæles ø, Sandheden om mænd og den Oscar-nominerede En kongelig affære.

“Det var helt vildt sjovt,” siger hun om starten på sin karriere. “Jeg blev meget kålhøgen. ‘Nå, er det bare det her at lave film? Jeg kan lave syv film på en gang.’ Og så kastede jeg mig ud i enormt mange projekter, måske for mange. Jeg havde en periode, hvor jeg knoklede fuldstændig sindssygt, og i dag ville jeg nok sige, at jeg arbejdede for meget. Men jeg syntes, det var sjovt dengang.”

Hun fulgte op med endnu en succes, Ole Christian Madsens Nordkraft fra 2005, inden hun i 2006 blev headhuntet af Zentropa til at være producer for Lars von Trier, da hans mangeårige producer Vibeke Windeløv holdt op. Det blev til tre film med Trier: Direktøren for det hele, Antichrist og Melancholia.

“Det er ret fantastisk at have arbejdet med Lars von Triers film. Det er ikke så tit, at man arbejder på en film, hvor man tænker, at den også vil blive set om hundrede år. Det gør man på Lars’ film, og det giver en særlig stolthed og respekt omkring materialet og talentet,” siger hun.

I Lundtoftes bog Zentropia fortalte hun om sine samarbejdsvanskeligheder med Peter Aalbæk, der bl.a. bad hende om at sygemelde sig og gå til psykolog på selskabets regning.

“Det var den fedeste producertjans at lave Lars von Trier-film. Der var mange årsager til, at jeg stoppede, men helt overordnet fik jeg brug for at være min egen chef. Jeg var ikke særlig god til at være ansat. I hvert fald ikke dér længere. Jeg havde simpelthen brug for at få foden under eget bord,” siger hun. “Det passer nok bedre til mig at bestemme!”

Som at lægge puslespil

Som direktør fungerer Meta Louise Foldager Sørensen ikke længere som producer, men har det overordnede ansvar for, at projekterne udvikler sig i den rigtige retning. Hun savner ikke at have fingrene nede i materien, for hun er vild med at være chef. Specielt rollen som sparringspartner for både instruktørtalenter og førnævnte praktikanter.

“Noget af det sjoveste ved mit arbejde er de samtaler jeg har med de unge mennesker, hvor vi skal finde ud af, hvilket talent de har, og hvad de skal med deres liv. Om de skal være lineproducer, producer eller måske skrive.

I forhold til en debuterende instruktør er opgaven at finde ud af, hvor langt talentet kan strække sig, og hvor den enkelte gerne vil hen. Og går vi så den rigtige vej med projektet? Instruktører kan forskellige ting, og det er enormt spændende at være med til at definere det og sparre om deres grundstof.”

Samarbejdet med en instruktør handler for Meta Louise Foldager Sørensen i høj grad om at finde et fælles formål med projektet.

“Jeg ser på, om instruktøren og jeg har fælles fodslag og er enige om, hvorfor vi laver den her film. Det er i høj grad en mavefornemmelse, der afgør, hvem jeg ender med at arbejde sammen med. Det er også en menneskelig proces. Et samarbejde om en spillefilm kan hurtigt tage fem år – eller 20! – så samtalen om filmen skal helst være sjov og givtig,” siger hun.

Foldager Sørensen sammenligner producerarbejdet med et puslespil, hvor man skal samle brikker for at det hele løfter sig til et virkelig godt, stærkt billede.

“Instruktøren er én brik. Så er der manuskriptforfatteren, materialet, mulige finansieringskilder, cast og location. Producerarbejdet består i at være i stand til at se, ud fra ganske få brikker i den tidlige proces, hvilke brikker man skal bruge for, at projektet bliver både realisabelt, vigtigt, interessant og samtidig løfter sig fra det forudsigelige. Det er en organisk proces – et håndværk, som man opbygger gennem erfaring.”

Bekymret for spillefilmen

Meta Louise Foldager Sørensen producerer spillefilm i Meta Film og tv-serier i SAM Productions. Mens tv-seriebranchen er i rivende udvikling, og der konstant kommer nye spillere på markedet, der investerer i dansk serieproduktion – som Discovery, Viaplay, HBO, Netflix og Amazon – er hun mere bekymret for spillefilmens bæredygtighed.

“Tv-serierne har overtaget en stor del af branchen og også en stor del af min tid. Økonomien i spillefilm hænger i laser, mens den er langt stærkere på tv-seriefronten. Mange af talenterne løber over og laver tv-serier. Når man laver tv-serier skal man som kreativ og producer være lidt mere pragmatisk og se på jobbet som et håndværk, modsat spillefilmen hvor man kan være mere kunstner med stort K. Bare den grundlæggende forskel i, at det på spillefilm er instruktøren, der har final cut, mens tv-stationen har det på serier, betyder, at serierne ofte tiltrækker mennesker, som er mere diplomatiske og pragmatiske og ikke går helt bagover i bro, hvis de bliver bedt om at klippe noget om. Det betyder, at der nu er lidt flere krøllede projekter på spillefilmfronten, end der var for 10 år siden. Det kan være både godt og skidt, men det er i dag generelt sværere at lave spillefilm, som kan klare sig økonomisk.”

Hun erklærer sig selv skyldig i at være med til at trække talenterne væk fra spillefilmen ved at lave sine spillefilmsidéer om til tv-serier, fordi de er lettere at finansiere. “Det gør jeg hele tiden. Jeg er jo også forretningskvinde.”

Lønforskel svarer til en gård på Fyn

Meta Louise Foldager Sørensen blev engageret i ligestillingsdebatten tilbage i 2004, da hun var politisk aktiv for Radikale Venstre.

“I starten tænkte jeg, at jeg da aldrig var blevet ulige behandlet. Men så læste jeg en statistik om ligeløn fra Danmarks Statistik, der viste, at mandlige postbude tjener mere end kvindelige postbude. Det vendte mig. Jeg gik ind og kiggede på lønnen for mellemledere, som jeg var på det tidspunkt som producer på Nimbus, og den gennemsnitlige lønforskel på mellemledere i Danmark udgjorde for et helt liv omkring 4,5 millioner kr. Det svarer til prisen på en gård på Fyn. Det gjorde mig virkelig oprørt, og jeg har siden arbejdet med spørgsmålet om, hvordan det kan være.”

De overvejelser fylder stadig i Foldager Sørensen, der i et indlæg i Weekendavisen i november 2017 skrev om, hvordan hun selv har rykket sig i #MeToo-debatten. Hun mente først, at det var en lidt overdrevet sag, men da hun fortalte sin mand om de krænkelser, hun gennem livet selv havde oplevet og så hans reaktion, ændrede hun holdning.

“Han sagde, at det kunne da ikke være normalt, at kvinder oplever det niveau af krænkelser. Men det er mit indtryk, at det er fuldstændig normalt. Det blev han enormt oprørt over. Da jeg oplevede hans reaktion, kunne jeg pludselig mærke, hvor sindssygt det var, at jeg har fundet mig i alt det og havde syntes, at det var noget, jeg bare skulle lære at deale med,” fortæller hun.

Men der er mange gråzoner i ligestillingsspørgsmålet. I dag fører hun kønsstatistik over løn, cast, hold og replikker i begge selskaber. “Og den er desværre ikke pæn,” siger hun.

“Det er faktisk svært at ramme ligestilling i det virkelige liv. På den ene side skal jeg fx forvalte nogle penge, som jeg bl.a. får af staten, og der er regler om, at jeg skal forhandle så godt som muligt. Tilbage da jeg opdagede uligelønnen, var det første, jeg gjorde at kigge i mit eget budget til Kongekabale – og opdagede, og jeg havde givet alle kvinderne lavere løn end mændene. Fordi jeg som arbejdsgiver og forhandler kunne, ganske enkelt.

Jeg prøver virkelig at få kvinder ind i forfatterrummene og at få kvindelige instruktører på, men det er ikke nemt. Nu prøver vi med statistikken på egne produktioner i det mindste at gøre os selv bevidste om skævheden, og jeg håber, at det får en effekt. Jeg kan i hvert fald mærke, at alle herinde har lyst til at lave et projekt, som i det mindste rammer 50/50 på både løn og indhold.

Hvis vi har to instruktører på en tv-serie, skal de selvfølgelig have den samme løn – med mindre den ene har meget mere erfaring end den anden. Og der er det jo sådan, at når mændene indtil i dag har fået 80 procent af støttemidlerne historisk set, så har de også 80 procent mere erfaring og bør statistisk – og helt generelt – set ligge en lønramme højere. Derfor er skævvridningen svær at komme ud af. Men, vi arbejder på sagen! Og første skridt er bevidstheden omkring alt dette.”

#MeToo handler om hele samfundet

Der er mange diskussioner at tage fat på både i filmbranchen og samfundet, mener Meta Louise Foldager Sørensen og er lidt ærgerlig over, at #MeToo-debatten herhjemme i pressen er blevet domineret af Zentropa – selvom hun selv har bidraget til historien som kilde. Hun understreger, at hun ikke havde planlagt at gå ud med historien eller sagde noget nyt, da Politiken tog #MeToo op og vinklede på Zentropa.

“Jeg sagde nøjagtig det samme til Anne-Mette Lundtofte for fire år siden i Zentropia. Og jeg sagde det sådan set også før, under og efter min ansættelse i Zentropa. Nu kom der bare en ny journalist og spurgte, og så bekræftede jeg de ting, som Peter selv har råbt ud over verden i de sidste 15 år,” siger hun.

Meta Foldager pointerer også, at det er ikke Peter Aalbæk, hun har sagt #MeToo om. “Jeg har faktisk ikke fortalt mine egne #MeToo-historier offentligt i detaljer. Og jeg synes, det er ærgerligt, at Zentropa har taget så meget fokus i debatten, fordi folk tænker, at de der mærkelige filmmennesker og ham cirkusdirektør Ålen ikke har noget med dem at gøre. Men i virkeligheden handler #MeToo om hele samfundet. Det, at jeg fx som feministisk, veluddannet karrierekvinde har fundet mig i alle de krænkelser, bunder i en følelse af, at jeg ikke er ligeså meget værd som mænd. Den følelse, som man bl.a. har fået af at blive krænket gang på gang som kvinde, tror jeg, at man tager med ind i lønforhandlinger og i sine karrierevalg. Derfor er der ikke ligeså mange kvindelige filminstruktører eller kvindelige politikere på Christiansborg osv. Jeg tror på, at #MeToo kommer til at rykke noget, for når vi har gjort op med sexismen, kan vi begynde at se på ligeløn og repræsentation i de forskellige poster i filmbranchen og i samfundet.”

Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.

  • Author Freja Dam

Search in: database or articles