Helle Ryslinge (DK)

Instruktør, skuespiller. Født 10/1 1944. Uddannet skolelærer. Op gennem 70’erne medlem af Jomfru Ane Teatret, Komedievognen og Solvognen.

Uddrag fra Morten Piils Danske filmskuespillere (Gyldendal, 2003):
Hun er bedst kendt som filminstruktør, men har markeret sig som en yderst kompetent filmskuespillerinde, der både kan være rørende og hvas. Den ærlighed, hun står for som person (hendes interviews lægger ikke fingrene imellem), udmærker også hendes ukunstlede spillestil.

Hun ses ofte i mindre outsiderroller, men oprindeligt skulle hun have spillet Kirsten Lehfeldts hovedrolle i sin egen instruktørdebut, Flamberede hjerter (1986). Og det er nemt at forestille sig hende glide ubesværet ind i rollen som den sjove, følelsesforvirrede sygeplejerske Henry.

Hun spiller hippiepige i begge sine første film, folkemelodramaet Pigen og drømmeslottet (1974) og den kombinerede tegne- og realfilm-satire Prins Piwi (1974). Samme år har hun titelrollen i et tv-stykke af Christian Braad Thomsen og Lars Lundgård, Blomster til Mona, hvor hun er en enlig mor i krise. Derpå har hun har en lille, men effektfuld rolle som narkoman i dramaet Gangsterens lærling (1976), inden hun viser følsomhed i tre eksperimenterende Jytte Rex-film, der ikke kalder på psykologisk karaktertegning: Veronicas svededug (1977), Achilleshælen er mit våben (1979) og Belladonna (1981).

Hun er den bedste grund til at se Kniven i hjertet (1981), Christian Braad Thomsens skematiske drama om et kejtet postbuds ulige forhold til en psykologistuderende pige. Her har hun både styrke og sårbarhed. Men endnu mere central er hendes hovedrolle i Braad Thomsens road-komedie Koks i kulissen (1983), som hun også var med til at skrive. I den spiller hun sammen med Anne Marie Helger i en bittersød historie om to piger, der turnerer med nogle satiriske revynumre, Helger og Ryslinge sammen skabte til deres drastisk provokerende kvindeforestilling Dameattraktioner. Her viser Ryslinge hele registret fra grov, rapkæftet kvindehumor over hvidglødende temperament til hudløs hjælpeløshed.
Op gennem 1980’erne koncentrerede hun sig mest om at skrive og instruere sine egne film og påtog sig kun ret ubetydelige småroller – med undtagelse af en større rolle som moderen i Linda Wendels Lykken er en underlig fisk (1989), som hun giver djærvhed, men ikke megen charme.

I 1990’erne lægger hun fint ud som den arbejdsløse Erik Clausens hårdt prøvede kone Oda i De frigjorte (1993), et skarpt portræt langt fra enhver arbejderromantik. Hun giver sig selv en uflatterende rolle som alkoholiseret parcelhusfrue i sin egen Carlo & Ester (1994). Og hun er igen god hos Christian Braad Thomsen som den lettere syrlige bar-bestyrerske i Den blå munk (1998).
[Kilde: “Danske filmskuespillere”]

Birgit Granhøj, forskningsbibliotekar
Det Danske Filminstitut

Basic info

Main profession: Director
Born: 1944
Active: 1974-

Filmography

Instruktion:
Nandini (2006)
Larger than life (2003)
Halalabad blues (2002)
Ølaben (1996)
Carlo & Esther (1994)
Sirup (1990)
Flamberede hjerter (1986)
Manus:
Koks i kulissen (1983)

Read more about the films at Svensk Filmdatabas (SE)

I would like to . . .

    ContactChange or add informationGet in touch with us

    Note:

    Nordic Women in Film treats any personal data submitted in the form according to GDPR regulations. Should these not be your own data, you are responsible for informing the person in question about processing of their data. Read more about our Privacy Policy here.

    Search in:
    Professional Directory or Articles