Lise Birk Pedersen: Kernen er at være der

Lise Birk Pedersen, dokumentarfilminstruktør, er optaget af samfundsbevægelser set gennem et personligt blik. Hun forudser dramaer og ser det som sit vigtigste arbejde at være til stede, når konflikterne opstår.

Share

 

Lise Birk Pedersen er født i 1974 og uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2003. Hun har skildret russisk ungdom i både afgangsfilmen Margarita om en russisk teenagers immigration til Danmark, Nastyas hjerte (2010) om en 15-årig pige på et shelter for gadebørn og Putins kys (2012) om ungdomspolitikeren Masha, der er medlem af den pro-putinske ungdomsorganisation Nashi. Tutti a casa – Al magt til folket? (2017) følger fire medlemmer af den italienske protestbevægelse Movimento, da de bliver valgt ind i parlamentet.

Hvad leder du efter i en historie?

“Det er helt vildt vigtigt, at det er et univers, som jeg er super nysgerrig på. Jeg er optaget af bevægelser i samfundet, og det er vigtigt, at bevægelsen stadig er i gang. Historien kan ikke være færdig. Det ville fx være fuldstændig uinteressant for mig at lave en historie om Trump, for den bevægelse er sket, og den er dokumenteret. Det er vigtigt for mig, at jeg er på en opdagelsesrejse på vej ind i ubeskrevet land.

Jeg starter tit meget bredt, og så finder jeg fx en person, hvor jeg pludselig kan se muligheden for at udfolde en fortælling om den samfundsbevægelse, som jeg kan ane konturerne af lige nu.

Den italienske historie i Al magt til folket? så jeg som del af en større venstrepopulistisk bevægelse i Europa, der gjorde oprør mod det etablerede politiske system. Den bevægelse mærker jeg også i Danmark, men den var meget synlig i Italien, hvor Beppe Grillo virkelig var ved at få fat, og det politiske landskab var under forandring. Det betyder også meget for mig, at arenaen og karaktererne er spændende og kontrastfyldte, og det italienske temperament er ekstremt overgjort i forhold til det danske. De er meget konfliktsøgende og konfronterende, og det gør problematikkerne enormt tydelige og gav mig mulighed for at folde dem ud.”

Hvad skal en hovedkarakter kunne?

“Det handler selvfølgelig om, hvad de repræsenterer, eller hvordan de spiller ind i historien. Men der er også noget andet, som jeg har svært ved at beskrive, som er, hvem jeg godt kan lide at kigge på. Nogle gange handler det om en karakters tydelighed – fx Alberto og Paola i Al magt til folket, som er enormt umiddelbare – andre gange er det bare en fornemmelse af, at der er noget ved den her person. Det kan sagtens være en mere lavmælt person, der måske har nogle indbyggede modstande, som gør mig nysgerrig.

Jeg kigger også efter et dramatisk potentiale. 14 dage efter jeg mødte Masha i Putins kys var hun blevet uvenner med sin makker, som hun var lige med i gruppen og havde fået manøvreret ud på et sidespor. Da jeg så det ske på så kort tid, tænkte jeg, at hun vil bare op i systemet, og hende kan der komme til at ske ting og sager med.

Det er også vigtigt for mig, at jeg kan lide karaktererne som mennesker, selvom jeg ikke er enig med dem politisk. Så er det lettere at forsvare dem og få nuancerne frem, når de gør ting, jeg ikke synes er i orden. For mig handler det om at forstå mennesker, og vi er jo heldigvis ikke entydige, men sammensat af mange forskellige faktorer. Den sammensathed er spændende.

I mine to sidste film kigger jeg på flere karakterer i en arena, og det sammenspil af forskellige viljer og menneskelige dynamikker er super interessant. Det lægger sig op af ensemblefortællinger, som man kender dem fra fiktionsfilm og –serier. Man ser ikke så ofte den type fortællinger i dokumentarfilm.”

Hvordan vil du beskrive din metode?

“Jeg synes, det er spændende at se på de større samfundsbevægelser fra et personligt perspektiv og fokusere på karaktererne, og hvordan bevægelsen ser ud fra deres ståsted. På den måde følger jeg den dokumentariske tradition, som har været i Danmark i de sidste 15 år, hvor man fortæller en karakterbåren historie, men ofte fortæller mere journalistiske historier. Jeg ser ikke mig selv som journalistisk dokumentarist, men de emner, jeg vælger, bliver typisk kun kigget på af journalister. Politik og samfundsudvikling tager udgangspunkt i menneskers ageren, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at det ikke kun bliver set på fra et journalistisk perspektiv.

Jeg følger meget folk rundt, særligt til at starte med. På et tidspunkt, når konturerne af fortællingen begynder at tegne sig, bliver mine optagelser mere præcise. Jeg har et indre billede af en dramaturgisk kurve, som udvikler sig. Jeg behøver ikke have det planlagt fra starten, men jeg ved fx godt, når jeg har første akt. Og så begynder jeg at få en bedre fornemmelse af, hvilke andre elementer, der skal til for at folde en indre og ydre konflikt ud.

Jeg sørger først og fremmest for at være til stede, når tingene sker. Og det har jeg en ret god fornemmelse for: At om en halv time sker der noget for den her person på den anden side af gaden, hvor jeg skal være der. Det er også det, jeg synes er sjovt. Fx med den italienske film når jeg pludselig ser, at det var rigtigt, at jeg valgte lige præcis de her tre karakterer, for nu begynder dramaet at udvikle sig, som jeg havde på fornemmelsen. Ikke at jeg ved, hvad der vil ske, men jeg ved, at der vil ske noget omkring den karakter i den arena.”

Bruger du nogen form for iscenesættelse?

“Hvis der er scener, jeg har brug for, for at fortælle historien, kan jeg godt finde på at iscenesætte dem. I Al magt til folket? iscenesatte jeg fx en scene, hvor Alberto sidder med en avis og forklarer, hvordan parlamentet er opdelt, den dag de skal ind i parlamentet første gang. Det er en forklarende scene, som ikke spiller ind i handlingen. Det gør en stor forskel for mig.

Jeg iscenesætter ikke de dramatiske øjeblikke. Der er jeg der. Jeg synes, det er kernen at være der i øjeblikket. Jeg har prøvet at iscenesætte en diskussion, men der syntes jeg, at hvis den ikke er der sandt, er det lidt snyd. Så ville jeg lægge ordene eller intentionerne i munden eller kroppen på karakterne, og det ville jeg ikke bryde mig om.”

Hvordan skaber du tillid til dine hovedpersoner?

“Med Al magt til folket rejste jeg rundt med Grillo i en hel måned. Han hev mig op på scenen og brugte mig i sit show, så på den måde blåstemplede han mig over for parlamentsmedlemmerne. Fordi partiet lukkede den italienske presse ude, tror jeg, at de så en mulighed for at have et vidne til deres historie.

Når jeg taler med nogle om at lave en film om dem, sørger jeg altid for at være fuldstændig ærlig. Jeg siger, ‘Jeg er vildt interesseret i den vej, du er på. Jeg er ikke ude på at lave en propagandafilm for dig, og jeg er heller ikke ude på at undergrave dig. jeg vil gerne følge, hvad der sker på vejen, fordi jeg synes, det er spændende’. Folk kan mærke, om man er troværdig i det møde. Derfor er det også vigtigt, at jeg holder af mine karakterer, for man kan også mærke, om personen, man står overfor, er oprigtigt interesseret i én, eller det er en falsk interesse.

Jeg bygger tillid op over en længere bane, og det gør, at jeg også kan være med der, hvor der opstår konflikter, hvor folk ellers ville klappe døren i. Jeg tager masser af kampe, når dramaerne opstår, for folk bliver bange for, hvordan de ser ud, når de står midt i det. Der gør det en forskel, at jeg har lagt en grund af både at være til stede og skildre dem loyalt.”

Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.

  • Author freja dam

Search in: database or articles