Lone Scherfig og An Education: Det andet internationale gennembrud

Lone Scherfig er den første danske instruktør, som har fået en film nomineret til en Oscar i kategorien ’bedste film’, men også den første der er blevet nomineret til prisen for bedste instruktør til den britiske BAFTA-prisuddeling.

Share

Scherfig blev først kendt for dogmefilmen Italiensk for begyndere, som hun fik Sølvbjørnen for i Berlin i 2000, men med den britiske film An Education (2009) fik hun sit andet internationale gennembrud. Her skal det handler om de priser som An Education blev nomineret til og eksempler på, hvordan den allerede prisvindende film efterfølgende blev modtaget i den danske presse.

Filmens handling er baseret på et selvbiografisk essay af den, i britisk sammenhæng, velkendte journalist Lynn Barber. Det handler om, hvordan hun som ganske ung havde et forhold til en ældre mand og den store betydning, som affæren fik for hendes liv fremover. Dette essay blev adapteret til et filmmanuskript af bestseller-forfatteren til” High Fidelity” og “About a Boy”, Nick Hornby. Hovedrollen som den unge pige Jenny blev spillet af den dengang ukendte Carey Mulligan, som til gengæld fik sit helt store internationale gennembrud.
Både filmfestivalerne i Park City (Sundance) og Toronto (TIFF) har ry for at programsætte og belønne film, som senere bliver nomineret til en Oscar. An Education havde premiere til Sundance-filmfestival i begyndelsen af 2009, hvor den både vandt World Cinema Audience Award og prisen for bedste filmfotografering ved John de Borman. Senere på året blev filmen vist på en lang række festivaler, inklusive TIFF. I oktober fik An Education premiere i både Storbritannien og USA, og først året efter i april 2010 kunne den også ses i de danske biografer (mens den i Norge og Sverige allerede havde premiere i november 2009).
An Education fik 7 nominereringer til den britiske filmpris BAFTA: For bedste instruktør, bedste film (hvor det både er produceren og instruktøren som nomineres), bedste britiske film, bedste manus, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, bedste kostumer samt bedste hår og make-up.

Med nomineringen til bedste instruktør kom Lone Scherfig i konkurrence med Kathryn Bigelow der i sidste ende – og som den første kvinde – vandt med krigsfilmen The Hurt Locker. BAFTA-uddelingen 2010 var i øvrigt første gang, hvor der i kategorien ’bedste instruktør’ var to kvindelige nominerede. Siden 1968 (hvor man begyndte at uddele prisen) var kun to kvindelige instruktører blevet nominerede til en BAFTA som bedste instruktør: Sofia Coppola for Lost in Translation i 2003 og Jane Campion for The Piano i 1990. Hermed blev Scherfig del af et eksklusivt selskab.
De centrale internationale priser, som An Education vandt, var BAFTA-prisen for bedste kvindelige hovedrolle til Carey Mulligan og de to Sundance Film festival-priser, som også var med til i første omgang skabe opmærksomhed omkring filmen. Men Oscar nomineringerne var betydningsfulde alligevel. Da nomineringerne (for bedste film og kvindelige hovedrolle) til An Education blev offentliggjort udtalte Lone Scherfig: ”Jeg vinder ikke en Oscar” og fortsatte: ”Jeg har set mange af de nominerede film, og det skulle være mig en stor fornøjelse at se flere af dem vinde. Man skal sidde midt i det hele og glæde sig over det og gøre sig så fin, man kan og være stolt af, at man er med. Jeg vil nyde hvert sekund” (Politiken, 20. februar 2010).

Det samlede felt af nominerede film til Oscar for ’bedste film’ i 2010 var på 9 film i alt og omfattede bl.a. James Camerons blockbuster Avatar, samt kritikeroste film som animationsfilmen Up fra Pixar, A Serious Man af Joel og Ethan Coen, Precious af Lee Daniels og The Hurt Locker af Kathryn Bigelow. The Hurt Locker endte, som bekendt, helt exceptionelt med at vinde prisen. Exeptionelt fordi Bigelow (ligesom med BAFTA-prisen) blev den første kvindelige instruktør som vandt en Oscar for bedste film – nogensinde, dvs. siden 1929.
Den store Oscar–spænding var forløst, da de danske anmeldere kom på banen d. 22. april 2010, hvor An Education omsider fik dansk premiere. Over en bred kam var der begejstring i kritikerstanden. Flere anmeldelser i de store dagblade nævner direkte, at man både har ventet længe (siden januar 2009) på at få filmen til Danmark og at An Education har fået anerkendelse i stor stil. At filmen har vundet priser og fået omtale i udlandet bliver også en del af flere anmeldelsers afsluttende vurdering. Det gælder fx anmeldelser i både Information, Jyllands-Posten og Politiken som alle tilslutter sig udlandets anerkendelse af An Education:

Information karakteriserer det således: ”(…) som An Education har bevist med sin internationale sejrsgang, at det en film med en universel appel, som også kun kan lune herhjemme.” (Information 22. april, 2010). Med tydelig henvisning til, at Scherfig har fået international succes, men en film som naturligt vil appellere til et dansk publikum.

Jyllands-Posten ser de mange nomineringer, filmens hovedrolleindehaver og dens visuelle stil som vigtige indikatorer for kvalitet: ”Kostume, klipning, fotografering – det hele gnistrer og har været medvirkende til, at An Education blev en stilsikker sejlads gennem diverse festivaler med Carey Mulligan som galionsfigur” (Jyllands-Posten 22. april, 2010). Politiken er en smule mere forbeholden, men påpeger, at den internationale anerkendelse er på sin plads: ” An Education er hverken af format eller ambition nogen storfilm. Men det er en usædvanlig velskabt og velspillet lille affære, som fortjener alle sine priser og nomineringer og takket være Carey Mulligan vil få sin fine lille niche i filmhistorien.”

Scherfig får således med An Education et gennembrud i den globale filmkultur og senere generelt positive anmeldelser i danske dagblade. Anerkendelsen kom først med Sundance-prisen og blev fornemt afsluttet med BAFTA- og Oscar-nomineringerne, som dermed sikrede international opmærksomhed til både An Education og Lone Scherfig.

Kilder:
Politiken: ”Scherfig rammer plet med charmerende anti-Lolita” (Kim Skotte) 22. April 2010
Information: ”Forførende film emmer af livsgnist og overskud” (Eva Novrup Redvall) 22. April 2010.
Politiken: ”Jeg vinder ikke en Oscar” (Christian Lindhardt) 2. februar 2010.
Jyllands-Posten: ”En tur i livets skole” (Frederikke Leth) 22. april 2010

Helle Kannik Haastrup er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

  • Author Helle Kannik Haastrup

Search in: database or articles