Mira Jargil: Mennesker over for forandringer

For Mira Jargil er iscenesatte scener ligeså ‘ægte’ som ren observation – hvis hun vel at mærke har brugt tid på at lære sine hovedpersoner at kende først. Derfor er hendes primære metode at stå til rådighed.

Share

Mira Jargil er født i 1981 og er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011. Hendes afgangsfilm Den tid vi har følger hendes bedsteforældre i mormorens sidste tid. Drømmen om en familie (2013) handler om den tidligere misbruger Per, der forsøger at samle stumperne af sin familie og være far for sin datter. Dokumentarserien Til døden os skiller (2015), som hun instruerede sammen med Christian Sønderby Jepsen, følger gennem tre år fem ældre vestjyder på et tidspunkt i livet, hvor alderdommen rykker nærmere og tvinger dem og deres pårørende til at træffe nogle af livets svære valg.

Hvad leder du efter i en historie?

“Det er vigtigt, at man som instruktør laver det, man er oprigtigt nysgerrig på og har et behov for at udforske. Personligt er jeg meget interesseret i, når mennesker står over for store forandringer i deres liv. Det er som oftest, når vi står over for noget helt nyt, at vi bliver klogere.”

Hvad skal en god hovedkarakter kunne?

“Jeg vil altid lede efter en person, som også har et behov for at blive set, og gerne vil ses af en som mig. Der skal være en åbenhed, en lyst til at lege med og en nysgerrighed over for filmprojektet. Og så må der må godt være et eller andet, som gør, at personen skiller sig lidt ud. Ofte handler det om en kemi mellem instruktøren og hovedpersonen. At der opstår et fællesprojekt. Ligeså vel som jeg selv har interesse i projektet, skal hovedpersonen også have et personligt motiv for at gå ind i det. Der må godt være noget, som denne her person får ud af det rent egoistisk. Det er meget forskelligt, hvad motivet er. Når jeg møder et menneske, der siger ja, er jeg selv ret nysgerrig på, hvad bevæggrunden er, og om det er noget, jeg kan imødekomme.”

Så det er noget, du analyserer, før du går i gang?

“Ja. Da jeg lavede Drømmen om en familie, var hovedpersonens motivation, at han gerne ville blive en bedre far. Det syntes jeg, var et fint motiv. Når man filmer en person over rigtig lang tid, sætter man et spejl op foran personen, hvor han bliver konfronteret med sig selv og sine fejl og mangler på en anden måde og måske derfor udvikler sig hurtigere.

Da jeg lavede min afgangsfilm med mine bedsteforældre, var min morfar ikke helt vild efter det, men han ønskede at forevige min mormor. Og så kunne han mærke, at jeg havde et brændende ønske om at lave filmen, og det ville han gerne give mig. Han var gammel og rimeligt ikke-forfængelig i forhold til sig selv. I og med jeg var rigtig tæt på dem, kunne jeg springe en masse led over, fordi der er en tillid på forhånd.

Men det handler også om personerne omkring hovedpersonen. Som oftest har du en hovedperson, som rigtig gerne vil det, men så er der måske nogle personer rundt om, som synes, det er en virkelig dårlig ide. Og så skal du spørge dig selv, om du kan lave filmen uden de mennesker omkring, og hvad det kræver det af aftaler.”

Hvordan skaber du tillid til dine medvirkende?

“Jeg bruger rigtig meget tid på at være sammen med mine medvirkende uden kamera. Jeg er for det første nysgerrig efter at opleve dem uden det filter, og så er det også nemmere for mig at vurdere, om der er en forskel, når der er kamera på. Det handler også om at lære nogle nye mennesker at kende og finde ud af, hvordan filmen skal fortælles. Hvis du kun møder dine medvirkende med et kamera, er det også begrænset, hvor meget de får af dig. Hvis de oplever, at der også er et menneske på den anden side, er det nemmere for dem at give noget personligt fra sig selv.

Jeg starter med at filme rimelig hurtigt for at finde ud af, om det fungerer. Men jeg bruger ligeså meget tid uden kamera som med kamera og møder dem steder, hvor de føler sig trygge.”

Hvordan vil du beskrive din metode?

“Min metode er at være meget til rådighed. Og at blive ved med at være der, også selvom det er svært og udfordrende. Hvis jeg først er gået ind i et projekt, er det ikke noget, jeg opgiver, selvom det i nogle perioder kan være svært at se, hvordan det skal blive en film.

Jeg improviserer mig jo også frem. For mig er det vigtigt at være med på en undersøgelse, hvor jeg ikke kender svarene på forhånd. En film tager den tid, en film tager. Hvis den tager tre år, så tager det tre år, hvis det tager syv år, så er det sådan.

Min metode er en vekselvirkning mellem at observere og være til stede, og scener, hvor jeg instruerer mere tydeligt.”

Bruger du iscenesættelse?

“Jeg iscenesætter faktisk rimelig meget. Men jeg gør det aldrig uden for personernes comfort zones, og jeg iscenesætter aldrig fra dag et. Det gælder om at finde ud af, hvad der er naturligt for de her mennesker – hvad de gør natuligt, og hvad der ligger inden for deres naturlige fortælling. Derfra kan jeg godt iscenesætte.

Hvis jeg ved, at personen plejer at gå aftentur ved havet eller plejer at ringe til sin mand på det her tidspunkt, kan jeg godt lave en aftale om, at så sætter vi hende her i det her lys på det her tidspunkt, hvor jeg beder hende om at ringe til sin mand. Jeg kan også godt finde på at bede hende om at snakke om nogle bestemte emner, men altid emner, der har relevans i forhold til deres virkelighed og situation.

I min afgangsfilm har jeg fx også en scene, hvor de ser lysbilleder. I stedet for, at jeg har gået i flere måneder og ventet på, at de ser lysbilleder en aften, så har jeg sagt, at i aften ser vi lysbilleder, for jeg ved, at det er noget, de gør. Og i stedet for at filme i fem timer, hvor de ser alle deres lysbilleder igennem, så har jeg valgt dem ud, som jeg synes er gode. Reaktionerne og følelserne er de samme.”

Har du nogen regler om, hvad du må i forhold iscenesættelse?

“Nej, jeg har ikke nogen regler for, hvad man må og ikke må. Jeg synes, det er vigtigt, at personerne føler sig trygge, og føler, at det er noget, der er naturligt for dem at gøre. Jeg må ikke forcere en handling eller en slutning. Det er meget en fornemmelse, og derfor er det vigtigt for mig at lære personerne at kende, inden jeg iscenesætter dem.

Der er faktisk mange, der har beskrevet mine film som fluen på væggen, og det er sjov, når det i virkeligheden er super iscenesat. Jeg tænker, at det bliver oplevet på den måde, fordi det føles ægte.

Og hvornår er man nogensinde en flue på en væg? Man er jo et menneske i et rum med et kamera, der påvirker situationen på en eller anden måde. Det gør det ikke mere eller mindre sandt. Jeg synes, det er absurd at tale om objektivitet. Hvis du portrætterer et menneske, er det menneske jo tusind ting, og du kan ikke vise tusind ting i en film. Det der kommer med er det, som jeg ser. Det er igennem min optik.”

Hvor meget tænker du i dramaturgi på forhånd?

“Det tænker jeg rigtig meget over, og jeg prøver hele tiden at regne den ud: Hvor det ender, hvad det næste skridt skal være, hvornår det slutter, og hvad udfaldene og scenarierne kan være. Jeg prøver at skrive manus undervejs. Jeg er egentlig über-kontrolfreak, men jeg skal hele tiden huske mig selv på at være åben, og at livet er sjældent er det, man forestiller sig.”

Har du prøvet, at filmen tog en hel anden retning end det, du havde regnet med?

“Det gør det altid. Da jeg startede med at lave min afgangsfilm skulle det være en kærlighedshistorie. Så blev min mormor pludselig syg, og så blev det en film om en afsked.”

Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.

  • Author Freja Dam

Search in: database or articles