Pernille Fischer Christensen har aldrig haft en karriereplan

Instruktør Pernille Fischer Christensen har gennem sin udvikling fra ung eksperimentalfilmmager til en af Danmarks stærkeste historiefortællere og personinstruktører bevaret sin filmiske nysgerrighed og fokus på her og nu. Den strategi – eller mangel på sammen – sendte i februar instruktøren til sin fjerde Berlinale med sin største produktion til dato, Unge Astrid om Astrid Lindgren.

Share

Siden sit massive gennembrud med debutspillefilmen En soap i 2006 er instruktør Pernille Fischer Christensen blevet hyldet for sin evne til at få magi ud af sine skuespillere.

Trine Dyrholm vandt både en Bodil og en Robert og Daniel Dencik en Robert for det intime kammerspil, som også indbragte Fischer Christensen selv en Sølvbjørn og debutantprisen i Berlin og en Bodil for bedste film. Lene Maria Christensen vandt en Bodil for sin hovedrolle i familiedramaet En familie i 2012. Og Alba August blev i februar udtaget til Shooting Star på baggrund af sin præstation som Astrid Lindgren i Fischer Christensens seneste film Unge Astrid – instruktørens fjerde film på Berlinalen.

Talentet for instruktion var ellers ikke altid åbenlyst for Pernille Fischer Christensen selv. Første gang hun stod over for to skuespillere, følte hun sig så meget på herrens mark, at hun løb ud på toilettet og græd.

Det var en øvelse på Filmskolen, hvor hun skulle instruere Søren Pilmark og Ann Eleonora Jørgensen i en scene af Scener fra et ægteskab. Men da hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med dem, gik hun i panik og flygtede, da de begyndte at diskutere scenen. Efter lidt tid tænkte hun, at hun var nødt til at tage sig sammen og gå tilbage. Hun sagde, “Prøv at hør: I er de første skuespillere, jeg nogensinde har mødt. Jeg har kun instrueret min lillesøster. Jeg ved ikke, hvordan man gør.”

“Så sagde Søren Pilmark, ‘Du behøver ikke at gøre noget. Lad være med at tænke på, hvad du skal præstere. Bare lyt til, hvad vi taler om.’ Så sad de og talte, og langsomt gik det op for mig, aha, det er sådan, skuespillere tænker. Det var en åbning for mig,” fortæller Pernille Fischer Christensen.

“Ikke at jeg lærte det der, for det kræver mange kilometer i benene virkelig at forstå, hvordan man bedst kan hjælpe og forme skuespillere.”

Klippeassistent ved et tilfælde

I det hele taget lå det ikke i kortene, at Pernille Fischer Christensen skulle blive filminstruktør. Der var ingen kunstnere i familien. Hendes mor var pædagog og hendes far læge. Men moren var en ivrig kulturforbruger og tog sin datter med på kunstudstillinger og i biografen, lyttede til musik og læste bøger. Hun opfordrede datteren til at følge sin nysgerrighed, og Pernille Fischer Christensen var igennem faser med dans, musik, fotografi og lyrik, inden hun begyndte at studere kunsthistorie. Hun fik øjnene op for film gennem sin kusines kæreste, der gik på Filmskolen. Og ved et lykketræf kom hun som 20-årig i lære som filmklipper hos Tómas Gislason, som bl.a. klippede for Lars von Trier.

Fischer-Christensen var assistent for Gislason i fem år, hvor han gik fra at klippe til at instruere. Sideløbende begyndte hun at lave sine egne projekter. Hun havde egentlig tænkt sig at blive klipper, men da det blev tid til at søge ind på Filmskolen, trak instruktørlinjen mere i hende.

“Det var lidt Pippi Langstrømpe ud i det blå, for på det tidspunkt i midten af 1990’erne var der ikke rigtigt nogen kvindelige instruktører på banen. Der var mange, der spurgte, ‘Hvorfor vil du det?’ Det var lige før dogmebølgen åbnede dansk film, og dansk film var super kikset,” fortæller hun.

Dramaturgi var som matematik

Det var også inden, det stærke fokus på dramaturgi og den gode historie var slået igennem i dansk film. “Indoktrineret” af Tómas Gislason og Lars von Triers eksperimenterende tilgang var Pernille Fischer Christensen som ung filmmager først og fremmest optaget af at undersøge det filmiske stof. Det gjorde hun bl.a. på Filmhøjskolen i Ebeltoft, hvor hun sammen med filmfotografen Nanna Arnfred skabte korte stilmæssigt forskellige eksperimentalfilm, som de kaldte “hypnogrammer”.

“Tómas og Trier havde en ekstremt kunstnerisk indgangsvinkel, som ikke var baseret på skuespillere og fortælling, men på visuel og filmisk glæde. Sådan blev de første film, jeg lavede også. De var virkelig eksperimenterende. Jeg skrev mine historier ud fra de nære ting, satte min lillesøster til at spille og optog alting hjemme hos min mor eller ude i en skov, jeg kendte. Det var sådan noget – nu spænder vi kameraet fast på en pind, filmer på Super 8 og har tre ruller film. Hvilken historie kan vi så fortælle? Det var egentlig meget præ-dogmeagtigt og en omvendt tilgang i forhold til, hvordan man tænker film nu – og hvordan jeg tænker nu,” fortæller hun.

Derfor var mødet med specielt Mogens Rukovs dramaturgitimer på Filmskolen mildest talt en udfordring.

“Jeg fattede ikke en bjælde af, hvad der blev sagt. Dramaturgi var fuldstændig matematik for mig. Jeg fandt for et par år siden min notesbog fra Mogens Rukovs dramaturgiundervisning, og det var det rene volapyk. Jeg forstod det først, da jeg kom ud af Filmskolen. Det jeg husker mest fra Rukov på Filmskolen var, at han viste mig Godard, som jeg blev vildt optaget af. Men det var jo også den nedbrudte fortælling og ikke den narrative fortælling, som dansk film er næret af nu.”

Mødet med Trine Dyrholm

To personer blev vendepunkter i Pernille Fischer Christensens udvikling som instruktør: Instruktør Lone Scherfig, som var underviser på Filmskolen, og skuespiller Trine Dyrholm, som hun har arbejdet sammen med på fem film.

“Der var noget underligt vagt omkring, hvad det ville sige at være filminstruktør. Lone Scherfig var den, der gik ind og sagde, at vi skulle kunne et håndværk og lærte os, hvilke konkrete ord, vi kunne bruge over for skuespillere. Det var der ikke nogen, der havde gjort før. Man havde slet ikke forstået, at det at instruere skuespillere er et håndværk, som man godt kan lære,” fortæller hun.

“Så skete der det, at jeg mødte Trine Dyrholm på en penneprøve midt i mit filmskoleforløb. Hun var også ret uerfaren på det tidspunkt, men vi fandt et sprog sammen. Hun var enormt god til at forstå, hvad jeg mente og kunne oversætte det. Det gav mig selvtillid i forhold til, hvad det er for et rum, man går ind i, når man står foran skuespillere.”

I dag er Pernille Fischer Christensen mere optaget af at skabe en meningsfuld fortælling end af at sprænge den.

“Jeg er optaget af, hvor man kan komme hen menneskeligt og eksistentielt via sin fortælling. Hvilke elementer skal der være, for at man kan rejse de menneskelige spørgsmål, som jeg har lyst til at rejse? Det ligger inde i fortællingen for mig nu, hvor det tidligere lå i det filmiske.

Jeg er også meget optaget af skuespillet. Hvordan caster jeg, og hvordan får jeg skabt en kontakt til en spiller, så spilleren kan løfte sig, bære fortællingen og betyde noget for tilskueren? Så det ikke bare bliver et menneske, der siger almindeligheder eller fremstiller noget, vi har set tusind gange før, men en præstation, der gør, at publikum investerer deres eget liv i det, de ser. Sådan nogle skuespillere leder jeg efter hele tiden.”

Pernille Fischer Christensen har ikke én metode til at få sine skuespillere derhen, men arbejder på forskellige måder med at opbygge relationer mellem skuespillerne. Med et familieforhold som i Unge Astrid, brugte hun fx lang tid på at lade faderen improvisere med børnene, så de havde en kontakt. Hvis der er tale om et erotisk forhold, arbejder hun med fysiske improvisationer, så det fysiske møde med den anden spiller er overstået inden optagelserne, og hun kender spillernes grænser og kan presse dem mere.

“Jeg bruger meget tid på at forberede mig med spillerne. Det betyder, at jeg på settet kan være meget mere voldsom, pushy og ivrig og arbejde hurtigere. Så vi kan holde en energi. Vi skal ikke stå og arbejde med vores hoveder, når vi er på settet. Det har vi været igennem. Vi arbejder med energien og det fysiske.”

Intim storfilm om Astrid Lindgren

Pernille Fischer Christensens film har indtil nu været intime kammerspil med fokus på de nære relationer mellem mennesker – fra forholdet mellem far og datter i et bagerdynasti i En familie og rockstjernen Thomas og hans barnebarn i En du elsker til de spirende erotiske forhold mellem naboerne Veronica og Charlotte i En soap og danselæreren Annika og elektrikeren Lasse i Dansen. Med Unge Astrid bevæger hun sig for første gang ud i en ‘storfilm’.

“Det har været virkelig spændende at arbejde med en film, der foregår i 1920’erne og strækker sig over fire år i Vimmerby, Stockholm og København og har store landskabsbilleder. Men det har været et mantra for mig, at den stadig skulle have en intimitet. Og jeg gad ikke skabe en pæn epokefilm, der tegner et puttenuttet eller romantisk billede af gamle dage. Jeg ville gerne skabe et sanseligt her-og-nu-indtryk, som har intimitet og fokus på karakterer og skuespillere. På den måde oplever jeg selv, at filmen markerer et skifte for mig. Det har føltes frisættende at lave de billeder af den svenske natur og gamle dage.”

Pernille Fischer-Christensen tilbragte som barn sine somre i Småland, fordi hendes far arbejdede i Sverige. Småland er det ultimative naturbarndomsminde for hende. Så de sanselige aspekter af Astrid Lindgrens værker har hun mærket på egen krop. At ride på heste uden sadel og bade i skovsøen, fordi der ikke er varmt vand. Sit forhold til Astrid Lindgren beskriver hun som “vildt og inderligt”.

“Astrid Lindgren var et kæmpe idol for min mor, der arbejdede med børn, og har også været det for mig. Hendes bøger åbnede de første eksistentielle samtaler for mig: Hvad vil det sige at være et godt menneske? Hvad vil det sige at dele? Hvad er søskendekærlighed? Hvad betyder fællesskabet? Alle hendes tanker om køn. Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden Pippi. Hvilke rollemodeller havde der så været? Så havde der kun været Askepot. Pippi repræsenterer det diametralt modsatte: Man tænker selv. Man tager sit eget liv. Man danser, hvis man vil. Man sidder ikke og venter på, at der kommer en prins og byder én op. Og i øvrigt går man i for store sko og ikke glasstilletter. Jeg tror, Lindgren har haft en meget større betydning, end man tænker over.”

Arbejder i nuet

Selvom Pernille Fischer Christensen med Unge Astrid mærker et skifte, ved hun ikke, hvor hun er på vej hen. Hun foretrækker at arbejde i nuet frem for at skue tilbage eller se fremad. At se sine gamle film føler hun ikke, hun kan bruge til noget. Hun er mere optaget af at finde sin egen vej fra, hvor hun er.

Godt nok har hun formmæssigt lagt sig tættere på mainstream end i sine formative år, men hun har bevaret sin eksperimenterende ånd. Ligesom hun på Filmskolen “insisterede på at være lidt amatøragtig og gøre tingene på min egen måde”, er det stadig den umiddelbare nysgerrighed over for filmmediet, der driver hende.

“Jeg har aldrig haft en karriereplan. Det siger jeg også nu som 48-årig. Jeg har aldrig haft et ønske om at komme til USA eller dit og dat. Jeg har stået i nuet og spurgt mig selv, hvad jeg har brug for at arbejde med lige nu. Det hele må godt være lidt flydende. Sådan bevarer jeg bedst min nysgerrighed og forhåbentlig et nærvær der, hvor jeg står lige nu.”

Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.

  • Author Freja Dam

Search in: database or articles