Annelise Reenberg (DK)

Fotograf, instruktør, manuskriptforfatter. 1919-1994.

1919 - 1994

Share

Annelise Reenberg starter i 1943 som stillfotograf på skibsværftet Burmeister og Wain, før hun bliver ansat som pladefotograf og fotografassistent på Saga Studiet under cheffotograf Aage Wiltrup. Det bliver dog produktionsleder Poul Bang, der med sin praktiske og bevidst usofistikerede tilgang til filmarbejdet bliver mentor for den relativt uerfarne Reenberg, der tillige har skullet matche sin æstetiske følsomhed til Sagas populære film. Sammen forlader de i 1946 Saga til fordel for Nordisk Film, hvor Reenberg får højt profilerede opgaver på fiktions- og dokumentarfilm med stort kreativt ansvar. Da hun og Bang i 1949 vender tilbage til Saga, indtager hun med det samme positionen som studiets førende instruktør, hvilken hun bevarer indtil 1971, hvor hun trækker sig tilbage. Med Historien om Hjortholm (1950) lancerer hun Sagas distinkte folkekomedie som modspil til ASA’s Morten Korchfilmatiseringer, mens hendes film i tresserne bevæger sig mere i retning af lystspil og romantisk komedie indtil midt i tresserne, hvor hun lancerer den populære Min søsters børn-serie (1966-71).

Fra debuten som fotograf med En ny dag gryer (1945) fremhæves såvel hendes smukke og stemningsfulde fotografering som særstillingen som Danmarks eneste kvindelige filmfotograf. Efterfølgende er særlig kvindetidsskrifter og -artikler meget opmærksomme på at italesætte modsætningen mellem den lille feminine kvinde – hvilket hun egentlig ikke var – og ansvaret, lange arbejdstider og ”al det slæberi”. I forhold til pressen var Reenberg ekstrem privat, og hendes udtalelser til journalister og i forbindelse med pr bærer præg af at være nøje indstuderede almindeligheder om de gode arbejdsforhold på Saga og vigtigheden af en kammeratlig tone under arbejdet krydret med anekdoter fra optagelserne. Hun berører ikke sit følelsesliv med et ord, hvilket dog ikke har forhindret fortolkninger af hendes film som værende udslag af kærlighedslængsel, barndomstraumer eller kvindekamp. Det har givetvis bidraget til interessen, at hun var skilsmissebarn af den elskede og kongelige skuespiller Holger Reenberg og halvsøster til skuespiller Jørgen Reenberg og sangerinde Elga Olga Svendsen, og at hun til sent i livet forblev ugift.

Saga er frem til 1950erne farcernes og lysspillenes filmstudie. Direktør John Olsens sikre fornemmelser for, hvad publikum vil have, går den diametralt modsatte vej af smagen hos anmeldere og de institutioner, der giver præmier og licenser, og i 1947 er studiet tæt på at miste produktionstilladelsen på grund af sine ”underlødige” film. Reenbergs grundighed, temperament og æstetiske sans går ikke umiddelbart i retning af disse genrer, og alliancen med Poul Bang har uden tvivl været af afgørende betydning for hendes karriere. Det er ikke usandsynligt, at årsagen til deres fælles exit fra Saga til Nordisk Film først og fremmest har været at skabe udviklingsmuligheder for Reenberg, som på grund af Aage Wilstrups dygtighed og position i studiet ikke har fået chancer nok. Under alle omstændigheder er det et gennembrud, der kan vaske sig, som Reenberg oplever på Nordisk som fotograf på Astrid og Bjarne Henning Jensens De pokkers unger (1947), Kristinus Bergman (1948) og Astrid Henning Jensens Palle alene i verden (1949). I samarbejdet med især Astrid Henning Jensen oplever Reenberg, hvordan hun som fotograf på lige fod med instruktøren kan være en afgørende kreativ kraft. I 1949 modtager hun som den første fotograf en Æresbodil for sin dramatiske fotografering af Kristinus Bergman, hvilket er en helt oplagt årsag til, at instruktørstolen er stillet frem til hende, da hun og Bang samme år vender tilbage til Saga. Netop hendes profilering som ”kunstnerisk” har gjort hende særlig interessant for studiet, der er par år tidligere var i fare for at miste produktionsbevillingen på grund af ringe kvalitet, og efterfølgende får Reenberg ansvaret for en ny slags kvalitetskomedier på Saga.

Den danske filmindustri har en unik tradition for kvindelige manuskriptforfattere og instruktører som Grethe Frische, Astrid Henning Jensen, Bodil Ipsen, der alle er højt profilerede instruktører i fyrrerne. Forbilledet er Alice O’Fredericks, der har været manuskriptforfatter siden stumfilmstiden og fra 1930erne hovedkraft på Palladium og senere ASA. O’Fredericks succes, alene og i samarbejde med Lau Lauritzen Junior, har fremstået som essensen af succesfuld (og populær) filmproduktion, og Sagadirektør John Olsen var da også optaget af at lave et fast instruktørpar ud af Poul Bang og Annelise Reenberg, efter at det ikke var lykkes med Grethe Frische og Bang. På dette tidspunkt er reglen frem for undtagelsen i øvrigt at instruktørrollen var delt af to eller tre personer med forskellige professioneller og ikke sjældent kønsmæssige profiler. I praksis kommer Reenberg og Bang dog til at stå for hver deres enhed med Bang som den hurtigtproducerende med billige farcer og lystspil, mens Reenberg tegner Sagas A-produkt med lang præproduktion, høje omkostninger og produktionsværdier.

På ASA har Henning Karmark købt rettighederne til filmatiseringer af Mortens Korchs hjemstavnsromaner, og den spektakulære debut med Alice O’Fredericks og Jon Iversens De røde heste (1950) betyder, at hjemstavn er det allerhotteste hotte. Det falder i Reenbergs lod at komme med Sagas bud på en hjemstavngenre, og det gør hun med en serie film, der også bærer fingeraftryk af Poul Bang, direktør John Olsen, og manuskriptforfatter Paul Sarauw. Hvad enten der er tale om franske skuespil eller gammel ældre dansk litteratur, så opdateres eller omsættes de til en nutidig dansk hjemstavnskontekt med en stærk og ikke ukompliceret føling for relationen mellem karakterer og miljøer: Bygninger og landskaber bliver i Reenbergs kamera til tematiske og narrative dynamoer, der dirrer af energi i mødet med karaktererne, som da bygninger, landskab og syngende lokalbefolkning velsigner det unge pars forbudte sammenkomst i Bruden fra Dragstrup (1955). Folkelivet er i fokus med store persongallerier med typer fra det danske folkedyb såvel som up-to-date sociale skæbner. I rutebilssekvensen, der indleder i Den gamle mølle paa Mols (1953) er netop koblingen mellem danske typer og sociale skæbner originalt iscenesat med Henry Nielsens landpostbuds præsentation af dramatis personae og skuespillerne, der spiller dem. Hvad enten det gælder Mols, Marstal, eller kongens København, så har miljøerne en fabulerende og mytisk kvalitet, der ikke sjælden understreges af spøgelser og magi og således meget mere end ASAs Korch film trækker på folketroen. Den afsluttende sekvens i Fra den gamle købmandsgaard (1951) i kirken med menighedens afsyngning af Velkommen igen Guds engle små, nissernes klokkeringning og turen ud i julenatten, er et smukt eksempel på koblingen af mondænt og fantastisk – understreget af Reenbergs på en gang svimlende og uprætentiøse kamerabevægelser.

Sagas første farvefilm, kæmpesatsningen Styrmand Karlsen (1958), er et direkte udslag af konkurrencen med tv og signalerer, at Reenbergs folkekomedier i langt højere grad begynder at indoptage elementer af farce, lystspil og romantisk komedie, ligesom der er en tendens til at filmene bliver mere fokuseret på filmstjerner. Dirch Passer, der allerede havde fået sit gennembrud i Poul Bangs 1950’er-lystspil og -farcer, får nogle af sine største publikumssucceser i Reenberg-film som Styrmand Karlsen, Baronessen fra benzintanken (1960) og operettefilmatiseringen Frøken Nitouche (1963). Med Passers ekstreme popularitet og hans kropslige komik har en farce været et sine qua non, men Reenberg arbejder helt bevidst med at integrere den komiske performer i de fiktive karakterer, hvilket gør hans optrædender en del mere nedtonede end i en Poul Bang Saga-farce som Charles Tante (1959). Et vellykket eksempel på højtråbende farce og lystspilselementer i en Reenbergfolkekomedie findes i den oversete En ven i bolignøden (1965), hvor Sigrid Horne-Rasmussen som lejlighedsminister og Gabriel Axel som udenrigsministeriel embedsmand kører i højeste galskabsgear, uden at filmen kører af sporet.

Også regulær performance i form af populærmusik og dens kunstnere – fra Gitte Hænning til Vera Lynn – gør sit indtog i Reenbergs film. Det er oplagt, at reklameværdi har tvunget hende til endelig tage disse musiknumre op, men når det er sagt, så er det karakteristisk, hvordan Reenberg i numre som Den første gang jeg var forelsket fra Han, hun, Dirch og Dario (1962), placerer de duellerende idoler Gitte Hænning og Dario Campeotto i en så højspændt dramatisk situation – elegant og skæbnesvangert knyttet til filmens handling af Reenbergs bevægelige kamera – at deres popstjerneidentiteter ikke får lov tage overhånd. De unge elskende i denne film spilles af Ghita Nørby og Ebbe Langberg, der fra og med Styrmand Karlsen bliver dansk films romantiske par, og som også ses i den romantiske komedie Peters baby (1961).

Peters baby er med sin historie om den skrukke far og kvinden uden kontakt til sine moderinstinkter ikke bleg for at lege med sit publikums forestillinger om køn og roller og foregriber således Min søsters børn-serien, der legende hudfletter både moderkærlighed og heteroseksuel kernefamilie til fordel for en kammeratfamilie med Axel Strøbyes ungkarl som idealforælder. Det heteroseksuelle ægteskab blev også udstillet og dekonstrueret i den tidligere Kristiane af Marstal (1956), og Kjeld Jacobsens og Louis Miehe-Renards sømænd ender da også med at løbe fra deres ægteskaber til fordel for en transportopgave og samlivet på deres elskede båd, hvilket inviterer til en homoseksuel læsning af vores nominelt heteroseksuelle hovedpersoner. Det er også tilfældet i Baronessen fra Benzintanken, hvor den dramatiske dynamik ligger i den emotionelle relation mellem Ghita Nørbys Anne og Maria Garlands farmor meget mere end i det heteroseksuelle plot mellem Anne og Dirch Passers Hans. Dette understreges af, at det er de to kvinders fysiske og emotionelle sammenkost, som filmen bygger op til, og som i den forstand bagatelliserer den heteroseksuelle pardannelse.

Reenbergs livslange tilknytning til det folkelige Saga studie og de folkekomedier, lystspil og familiefilm, hun arbejdede med, har været medvirkende til, at de fleste anmeldere og historikere helt op til i dag er blinde for det tematiske og filosofiske potentiale i hendes film, om end hun dog hele raden rundt anerkendes for sit håndværk og sin æstetiske sans. Hvis man for alvor skal begribe, hvad arven fra Annelise Reenberg indebærer, så skal hendes æstetiske fortolkning og tematiske bearbejdning af disse genrer gås meget grundigere efter i sømmene, end de hidtil er blevet.

 

Litteratur:
Bondebjerg, Ib 2005. Filmen og det moderne, filmgenrer og filmkultur i Danmark
1940-1972. København: Nordisk Forlag A/S.
Dinnesen, Niels Jørgen og Kau, Edvin 1983. Filmen i Danmark. København:
Akademisk Forlag.
Hartvigson, Niels Henrik 2013: Rural Intentions – Sexuality in Danish Homeland Cinema, Journal of Scandinavian Cinema, årg. 3, nr. 2, p. 107-124, København: Intellect, Ltd.
Hartvigson, Niels Henrik 2016: Queer teori og Baronessen fra Benzintanken, Mærkk – Æstetik Og Kommunikation: Filmanalyse, p. 251-265, AAU, Aalborg: Systime.
Nørgaard, Erik 1971. Levende Billeder i Danmark, København: Lademann
Forlagsaktieselskab.
Pedersen. Paw Kåre m. Niels Jørgen Klement 2016.: Historien om Saga Studio – John Olsen-tiden, København: Mellemgaard.

Niels Henrik Hartvigson er ph.d. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet og ekstern lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet

Basic info

Main profession: Cinematographer
Born: 1919
Died: 1994
Active: 1943-1971

Filmography

Instruktion:
Min søsters børn når de er værst 1971
Hurra for de blå husarer 1970
Ta’ lidt solskin 1969
Min søsters børn vælter byen 1968
Min søsters børn på bryllupsrejse 1967
Min søsters børn 1966
Een pige og 39 sømænd 1965
En ven i bolignøden 1965
Alt for kvinden 1964
Frøken Nitouche 1963
Han, hun, Dirch og Dario 1962
Venus fra Vestø 1962
Peters baby 1961
Baronessen fra benzintanken 1960
Styrmand Karlsen 1958
Tre piger fra Jylland 1957
Kristiane af Marstal 1956
Bruden fra Dragstrup 1955
Hendes store aften 1954
Den gamle mølle på Mols 1953
Fra den gamle købmandsgård 1951
Fireogtyve timer 1951
Historien om Hjortholm 1950
Foto:
Rønne og Neksøs genopbygning 1954
Hvide sejl 1951
Behandling af psykisk abnorme lovovertrædere i Herstedvester 1950
For frihed og ret 1949
Kristinus Bergman 1948
Danske kunstskatte til England 1948
Det kan hænde enhver 1948
Rebildfesten 4. juli 1948 1948
Narkose I og II 1948
De pokkers unger 1947
Martin Andersen Nexø 1947
Isen brydes 1947
Denmark Grows Up 1947
Du danskes vej 1947
Vår Herre tar semester 1947
1337 Mennesker 1946
Hollands børn 1946
Difteri 1946
Da Freden kom til Danmark 1945
En ny Dag gryer 1945
Bente gaar til sygeplejen 1945
Spurve under Taget 1944
Kriminalassistent Bloch 1943
Fotograf:
Palle alene i verden 1949
Fotografassistent:
To som elsker hinanden 1944

Read more about the films at the Danish Film Institute (DK)

Read more about the films at Svensk Filmdatabas (SE)

I would like to . . .

    ContactChange or add informationGet in touch with us

    Note:

    Nordic Women in Film treats any personal data submitted in the form according to GDPR regulations. Should these not be your own data, you are responsible for informing the person in question about processing of their data. Read more about our Privacy Policy here.

    Search in:
    Professional Directory or Articles