Paprika Steen (DK)

Skuespiller, instruktør. Født 1964. Uddannet på Odense Teaters elevskole i 1988-92.

Datter af musiker og kapelmester Niels Jørgen Steen og skuespiller Avi Sagild. Søster til musiker og skuespiller Nikolaj Steen.
Har flere gange medvirket i Dr. Dantes produktioner og fra 1997 knyttet til Det kgl. Teater. Bedrev sammen med Martin Brygmann, Hella Joof og Peter Frödin veloplagte satiriske musikalske forestillinger op gennem 90’erne – i 1997 under navnet Lex og Klatten på TV2.

Uddrag fra Morten Piils “Danske filmskuespillere” (Gyldendal, 2003):
Hun ynder at flirte med klichéen om den dumme blondine, men den umiddelbare naivitet, der ofte karakteriserer hendes figurer, er kun i komedien Den eneste ene (1999) tilnærmelsesvis entydig. For ved nærmere eftersyn afslører naiviteten sig som en overlevelsestaktik, et dække, der kan skjule både kvindelist og hjerteskærende sårbarhed.

Flertydighed er nøgleordet for hendes præstationer, når hun fermt blander træk fra en række (film)klassiske kvindetyper – fra femme fatale til kikset kvindeklovn, fra forfængelig diva til billig bimbo og slidt skønhed. Og i de fleste tilfælde er humor – direkte eller mere subtil – hendes tilgangsvinkel. Med sans for satire og parodier tager hun stereotyperne under kærlig behandling – kærlig fordi hun nok kan udlevere typer, men samtidig gør det med en stærk understrøm af selvironi. Ligesom naiviteten virker ironien som et dække, der skaber tvivl om, hvor hendes egen person stopper og hendes figur begynder – og forstærker oplevelsen af, at ingen handling eller replik nødvendigvis skal tages for pålydende, når den indrammes af hendes særlige undskyldende og ilandtrækkende latter.

Hun forbindes af tv-seerne med sort humor og vanvittige indfald, især fra serien Lex og Klatten (1997 – udsendt i udvalg som video). Hendes filmroller rummer mere alvor og eksistentiel smerte, selv om humoren aldrig er helt fraværende.
Hun har tre ubetydelige småroller, inden hun affyrer startskuddet til Thomas Vinterbergs debut De Største Helte (1996) som Mia Maria Backs mor. Da hun i første scene banker en tømmermandsplaget Thomas Bo Larsen op og tumler ind i hans og publikums bevidsthed, sker det med netop den nervøse sensitivitet, der er filmens grundtone. En tvetydig kvinde på flugt fra moder-ansvaret. Og i sin næste film – Wikke og Rasmussens Hannibal & Jerry (1997) – vælger hun meget passende den totale virkelighedsflugt som den søde, men ubehjælpsomme mor, forskanset i pastelfarvet overfladeidyl.

Dobbeltheden er stadig i fokus i de to Dogme-film, Lars von Triers Idioterne (1998) og Vinterbergs Festen (1998).
I førstnævnte repræsenterer hun – i en lille birolle som potentiel huskøber – overklassens og pænhedens dobbeltmoral på hastig retræte fra en institution for mentalt handicappede.

Knugende tragik er der i hendes udglattende søster Helene, der i Festen står midt mellem de to meget forskellige brødre. Den lettere flippede antropologi-studerende pige med de mange eksotiske kærester, på mental flugt fra en familie, der har hæmmet og såret hende. Men klar til at tage konfrontationen, da sandhedens time kommer. En morsom, rørende og utrolig levende præstation.

I Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang (1999) og Susanne Biers Den eneste ene (1999) er hun atter ovre i den satiriske boldgade – som henholdsvis bitchy luder og temmelig tomhjernet pudderdåse. Det klæder hende at spille stærk og skrap i førstnævnte, og hun har kosteligt komiske øjeblikke i Bier-filmen (Bare ærgerligt, Sonny Boy).

Styrke kan hun også projicere, hvad hun viser som den forsmåede femme fatale Zeborah i Trine Piil Christensens Max (2000), hvor hun har overraskende hvasse momenter. Og hun vinder igen nyt land i Bo hr. Hansens beske kammerstykke, tv-filmen En verdensomsejling under bordet (1999), hvor hendes omvandrende neurose af en værtinde fra Helvede er både utålelig, aggressiv og inderligt medlidenhedsvækkende. Helt seriøs er hun i Jens Arentzens sensitive novellefilm Solen er så rød (2000) om en drengs traumatiske forældrerelationer. Her spiller hun – som i De største helte – en figur, der har besvær med moderrollen, men hun viser en ny sober skarphed i en rendyrket dyster kontekst.

Som en af det sidste tiårs mest alsidige og inciterende filmskuespillerinder synes hun på vej væk fra det komiske. De fleste af hendes figurer har da også indeholdt et tragisk moment, som åbenbarer sig, når den indre fantast konfronteres med virkeligheden, og knivsæggen mellem illusion og desillusion bliver for skarp at balancere på.

Kilde:dfi.dk, Det Danske Filminstitut

Basic info

Main profession: Director
Born: 1964
Active: 1988-

Filmography

Instruktør:
Den tid på året (2018)
Med hensyn til julen (2018)
Til døden os skiller (2007)
Lad de små børn… (2004)
Oversættelseskonsulent:
Dirch (2011)
Roll:
Kommissarien och havet – Den döende dandyn (2012)
Bröllop i Italien (2012)
Alting bliver godt igen (2010)
Kommissarien och havet: och döden kom på eftermiddagen (2010)
Kommissarien och havet – Ett liv utan lögn (2010)
Kommissarien och havet – den mörka ängeln (2009)
Om ett hjärta (2008)
Kommissarien och havet – I denna ljuva sommartid (2008)
The Early Years: Erik Nietzsche (Part 1) (2007)
Min fröken är en utomjording (2007)
Adams äpplen (2005)
Okay (2002)
Pojken som ville vara isbjörn (2002)
Älskar dig för evigt (2002)
Dancer in the Dark (2000)
Hjälp! Jag är en fisk (2000)
Prop & Berta (2000)
Den enda rätta (1999)
Mifune : Dogma III (1999)
Idioterna (1998)
Festen (1998)
Hjältar (1996)
Frihetens skugga (1994)
Rami och Julie (1988)

Read more about the films at Svensk Filmdatabas (SE)

I would like to . . .

ContactChange or add informationGet in touch with us

Note:

Nordic Women in Film treats any personal data submitted in the form according to GDPR regulations. Should these not be your own data, you are responsible for informing the person in question about processing of their data. Read more about our Privacy Policy here.

Search in:
Professional Directory or Articles