Phie Ambo søger svar i de højere luftlag

Dokumentaristen Phie Ambo stiller mange spørgsmål. Konkret i sine film, hvor vi jævnligt hører hende bag kameraet i samtale med sin interviewperson. Med sine film, hvor hun undersøger eksistentielle og samfundsmæssige spørgsmål og følger idealister med krøllede hjerner, der udfordrer vores verdenssyn. Og endelig stiller hun spørgsmål til sin egen rolle som dokumentarist og grænserne mellem virkelighed og fiktion gennem sin konstante udforskning af dokumentarmediet.

Share

Ambos karakteristiske undersøgende og anarkistiske tilgang har gang på gang bragt hende på forkant med både samfundsmæssige og formmæssige tendenser.

At hun fanger tendensen i tiden tidligt kan man fx se i Mechanical Love fra 2007 – der allerede dengang stillede det højaktuelle spørgsmål: kan mennesker få følelser for robotter? I Free the Mind fra 2012 undersøger hun mindfulness og meditations effekt på soldater med posttraumatisk stress og børn med ADHD. Kongens foged fra 2012 viser finanskrisens konsekvenser for almindelige mennesker. Og med Så meget godt i vente fra 2014 sætter hun bæredygtighed og vores forhold til naturen til debat ved hjælp af et portræt af en biodynamisk landmand.

Formmæssigt blev Phie Ambo en vigtig profil i sin generation, som i starten af 00’erne brød med den traditionelle fortællestil og æstetik og skabte et kunstnerisk og populært gennembrud for dansk dokumentarfilm. Allerede debutfilmen Family, som hun lavede sammen med instruktørkollega og daværende kæreste Sami Saif, mens hun stadig gik på Den Danske Filmskole, er et markant nybrud i dansk dokumentar. Filmen benytter greb, som siden dannede skole i dokumentargenren, og som Ambo også selv har videreudviklet: Det personlige udgangspunkt, hvor instruktøren tager afsæt i sit eget liv. En tydelig brug af fiktionsfilmens dramatiske virkemidler. Og en inddragelse af seeren i processen at skabe en film – en såkaldt refleksiv fremstillingsform.

Opmuntrer bag kameraet

Family følger kæresteparret Sami Saif og Phie Ambo, der skaber en dokumentar om Saifs søgen efter sin far. Denne forlod familien i Danmark og rejste hjem til Yemen, da Sami var otte år. Mens Saif tager på folkeregistret, forsøger at opspore faren telefonisk og endelig rejser til Yemen og møder sin halvbror, står Ambo bag kameraet og deltager som opmuntrer, indpisker og støtte. Præmissen etableres i første scene, hvor de skændes om hans engagement i filmprojektet. Ambo filmer Saif hjemme i lejligheden, hvor han kommer med den ene dårlige undskyldning efter den anden for ikke at tage hen på folkeregisteret. “Skat, det er dig, der har besluttet dig for at lave den her film,” hører vi hende sige. Man fornemmer, at han har sat sig for at dokumentere eftersøgningen af sin far for at forpligtige sig til at gennemføre projektet, som han har en stor følelsesmæssig modstand mod. Inddragelsen af tilskueren i den proces skaber nærhed og engagement – vi hepper på Ambo, når hun presser ham til at handle.

Filmen er bygget dramaturgisk op efter fiktionsfilmens treaktsmodel med nøje strukturerede konfliktoptrapninger og vendepunkter. Spændingen forstærkes af klipningen – bl.a. montager, der varsler, hvad der kommer til at ske – og en dramatisk underlægningsmusik. Billeder af skyformationer skaber åndehuller i dramaet og tilfører filmen en poetisk og eftertænksom dimension, som også kendetegner Ambos senere værker.

Phie Ambos solodebut i spillefilmlængde, Gambler, fra 2006, er også et portræt af en instruktør, Nicolas Winding Refn. Filmen følger Refns kamp for at komme økonomisk på fode efter at være gået konkurs med filmen Fear X. Refn forsøger at genoprette sin økonomi ved at instruere to opfølgere til succesen Pusher og på den måde tjene penge med sin kunstneriske integritet i behold. Ambo har selv beskrevet Gambler som en “økonomisk komedie” og finder da også en del humor i kontrasten mellem Refns indre desperation – illustreret visuelt og lydligt med et tilbagevendende billede af en Treo, der opløses i et glas vand – og hans skrydende selvtillid udadtil. Selv over for sin kone Liv Corfixen, der med en baby i armene er stresset over familiens økonomiske situation, bedyrer Refn, at de aldrig har været så tæt på at blive rige.

Den antiautoritære ener

Undervejs er man i tvivl om, hvorvidt Refn er gal eller genial, men han fremstår uanset hvad som en ener med en ambitiøs vision. Den skæve og antiautoritære idealist er en typisk Ambo-karakter, der dukker op i skikkelse af bl.a. robotforskeren Hiroshi Ishiguro i Mechanical Love, hjerneforskeren Richard Davidson i Free the Mind, landmanden Niels Stockholm i Så meget godt i vente samt fysikerne Holger Bech Nielsen og Astri Kleppe og klejnsmed Lars Leth Pedersen i …Når du kigger væk.

De utraditionelle forskere er centrale skikkelser i Ambos trilogi om den menneskelige eksistens set fra et videnskabeligt perspektiv; de er alle kendetegnet af en næsten barnlig nysgerrighed, åbenhed og legende tilgang til deres forskning.

“Jeg startede hos Holger Bech Nielsen, fordi han er sådan en, der ikke klapper i, når man spørger, om der er en struktur i universet. Holger har en kasse på sin hylde med mærkatet “SK” – Skøre Kugler. Den er fyldt med teorier om verden, som folk har sendt ham. Langt de fleste ville læse to linjer og smide dem i skraldespanden. Men Holger tænker, at det kunne jo være, at en af dem har løsningen,” fortæller Ambo om sin tiltrækning til den antiautoritære forskertype.

I Mechanical Love, der handler om menneskets tilknytning til robotter, møder vi en ny forsker, den japanske robotforsker Hiroshi Ishiguro, der konstruerer en androideversion af sig selv til sin datter. En anden japansk forsker, Takanori Shibata, har skabt en robotbabysæl, Paro, der kan vække kærlighed i ældre mennesker på plejehjem.

Ingen spørgsmål er tilsyneladende for store til at afskrække Ambo, så i Free the Mind undersøger hun, om vi kan ændre hjernen fysisk gennem tankens kraft. Filmen følger hjerneforskeren Richard Davidson og hans arbejde med at undersøge, hvordan meditation kan have effekt på hjernen i forbindelse med angstanfald – i filmen i skikkelse af to veteraner med krigstraumer og en femårig dreng med ADHD, som er bange for at køre i elevator.

Filmen er forskning i sig selv

…Når du kigger væk fra 2017 interesserer sig for, om vi har en bevidsthed uden for kroppen. Her bruger Ambo greb, som karakteriserer hendes tidligere film, men i en forstærket version. Mens de to foregående film i trilogien har en traditionel struktur, hvor dokumentaristen søger svar gennem en forsker og et par cases, smider hun her sin sædvanlige metode over bords og konkluderer efter flere års research, at der ikke findes én forsker, der kan svare på, hvad bevidstheden er. Dernæst vælger hun at gøre filmen til et forskningsprojekt i sig selv og skaber en film, der i sin form forsøger at skildre bevidstheden frem for at lade enkelte eksperter fortælle, hvad bevidsthed er.

Hun udvikler her en filmisk metode, hvor hun undgår at lade sin egen bevidsthed påvirke eksperimentet ved at slippe kontrollen og lade tilfældighederne råde. Helt lavpraktisk er konsekvensen en beslutning om, at hun efter sit første besøg hos højenergifysiker Holger Bech Nielsen ikke selv må opsøge kilder. De skal komme til hende, enten direkte eller via hinanden. De regler, dokumentaristen pålægger sig selv, kræver også, at hun taler med alle, der henvender sig og ikke sætter spørgsmålstegn ved deres verdensanskuelse.

Ambo tager publikum med i processen, og filmen følger kronologisk hendes møde med en stafet af mennesker, der deler deres teorier eller oplevelser om bevidsthed og subtile energier. Fra en 5-årig, der føler, at hun er et dyr, fysikere på Niels Bohr Instituttet, en clairvoyant, en vicevært, der eksperimenterer med vitaliseret vand, til en kvantebiolog, en munk og en meditationslærer, der arbejder med børn med spirituelle indsigter. Ambo strækker således sin åbenhed, nysgerrighed og antiautoritetstro til det maksimale. Selv siger hun, at hun håber, “at filmen kan være med til at hacke det hierarki, vi har omkring, hvem der kan bibringe viden og rykke et samfund.”

Den 5-årige i filmen er Ambos datter, og det er hendes forklaring om sin uhyggelige oplevelse af at føle sig som et menneske og et dyr samtidig, der skyder filmen og Ambos undren i gang. …Når du kigger væk starter hjemme i børneværelset og ender i en ventilationsskakt i Tivoli, hvor dokumentaristen observerer vand kommunikere med vand og filosoferer over, hvad det betyder for forbindelsen mellem mennesker. Bevægelsen fra det nære til det globale kan man i det hele taget se som et billede på udviklingen i Phie Ambos film. Uden at miste sin subjektive tilgang til stoffet har Ambo løbende løftet perspektivet, søgt svar i højere luftlag og er selv blevet mere samfundskritisk.

Systemkritik fra bondegården

Ambo befinder sig ikke hele tiden i de højere luftlag, men kan også være samfundskritisk ved at bevæge sig helt nede på jorden: Ned i skellet til nabogrunden eller ind i de bebyggelser, hvor finanskrisen sætter folk på gaden. Hjemmefronten – fjenden bag hækken fra 2010 handler om diplomati på mikroplan: Hegnsynsmanden Mogens Peuliche forsøger at mægle i nabostridigheder. Kongens foged – sat på gaden følger fogeden Else, som har til opgave at sætte folk på gaden, når de ikke har betalt husleje. Filmen udfordrer det stereotype syn på både foged og udsatte beboere: Else fungerer mere som socialarbejder end bøddel og udviser stor empati med de gældsatte beboere, der ikke er misbrugere eller psykisk syge, men ofte helt almindelige mennesker i arbejde, der er røget ned i en gældsspiral, de ikke kan komme op af. Således illustrerer filmen finanskrisens omfang og stiller sig kritisk over for et samfund, der tvinger borgere til at gå fra hus og hjem.

Systemkritikken er tydeligst i Så meget godt i vente, hvor den idealistiske biodynamiske landmand Niels Stokholm kæmper mod myndighederne for at få lov til at opdrætte sine køer efter sin overbevisning. Stokholms enorme respekt for og kærlighed til dyrene og naturen står i skarp kontrast til, at han bliver dømt for at overtræde dyreværnsloven på grund af bureaukratiske formaliteter, der, som filmen fremstiller sagen, er helt hen i vejret.

Filmen er med sit rolige tempo og sine sanselige naturbilleder fra gården også en kritik af vores stressede og materialistiske præstationssamfund. Vi er helt nede i græsset og se regnormene bugte sig. Insekterne summer, blomsterne lyser op, køerne tygger græs på marken, og bondemanden stakker hø. Det kan næsten ikke blive mere idyllisk. Elitekokke kommer på besøg og jubler over gårdens oste og bøffer, der er produceret i pagt med naturen.

I den 40 minutter lange eksperimentalfilm Songs From the Soil, der udelukkende består af naturbilleder fra gården, sænker Phie Ambo tempoet yderligere.

Sanselighed og fordybelse

Fordybelse, poesi og sanselighed har altid været del af Ambos film. I Mechanical Love er vi med nede i lænestolen, når en ældre dame kærligt kører hånden gennem pelsen på sin sælrobot. I Free the Mind er vi med til meditationssessioner, hvor børn og soldater lærer at blive opmærksomme på deres krop, følelser og vejrtrækning. En terapeut giver 5-årige Will en sneglobe med glimmer og lærer ham at ryste den, når han er ophidset, som et symbol på hans hjerne. Når han ser pailletterne falder til ro, bliver han selv rolig. Ambo benytter effektivt snegloben til også at skabe et meditativt rum for seeren.

Selvom Phie Ambo har vendt blikket mod universets store mysterier, har hun holdt fast i sin personlige tilstedeværelse i filmene. Hun står selv bag kameraet og forsøger ikke at gå i et med væggen. “Kan du ikke lægge det kamera fra dig og hjælpe til?” spørger Niels Stokholm i Så meget godt i vente, da en ko er ved at kælve. Det gør hun så. Nogle film er næsten rent observerende, mens hun indtager en tydeligere rolle i andre. I næsten alle film bruger hun interviews, hvor karaktererne taler og forklarer åbenlyst til Ambo bag kameraet. Tit hører vi også hendes spørgsmål, der indimellem udvikler sig til diskussioner. Det sker fx i …Når du kigger væk, hendes mest subjektive og refleksive film siden Family:

“Hvad siger du – hvad er bevidsthed?” spørger munk og læge Bhikku Samahita direkte henvendt til Ambo under en diskussion med fysiker Astri Kleppe.

“Jeg ved det ikke, det er jo derfor, jeg vil lave den her film. Men jeg har i hvert fald den samme intuition om, at bevidstheden ikke kun er koblet til hjernen, for så ville jeg jo bare vælge en person til filmen, der skulle fortælle, hvad bevidsthed var,” svarer Ambo.

Senere afbryder hun DTU-forskeren Janus Anders Juul Haagensens diskussion om vitaliseret vand med to kolleger:

“Men prøv engang at hør her. Der er jo virkelig mange ting, hvor vi nu ville tænke, ej. Alene hvordan atomet er konstrueret, ville man tænke er skørt.”

Replikkerne illustrerer ganske godt den humor og manglende selvhøjtidelighed, Phie Ambo ofte diverterer sine seere med på trods af sine seriøse og højtravende emner. Hvem siger, at videnskab og eksistentialisme skal være kedeligt og svært?
Med sin jordnære og almenfornuftige undren er dokumentaristen selv sammen med sine hovedpersoner med til at hacke videnshierarkier og opfordre tilskuerne til også at tænke med og stille spørgsmål til samfundets indretning og deres egen eksistens.

Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School
og er free-lance skribent.

  • Author Freja Dam

Search in: database or articles